Lær blomsterne at kende

Kæruld farver engene hvide

Når du går på stien, kommer du især tæt på de våde enge langs med åen. Her vil du i  maj og juni se at engene langs den vestlige del af stien er farvet næsten hvide af kæruldens silkeglinsende hvide frøuld. Ulden blev tidligere indsamlet og brugt til dynefyld og klædestoffer.

Sumpkællingetand

På enge overalt langs stien er der et væld af farvestrålende blomster. Tæt samlet i et hoved sidder sump-kællingetands 10-20 gule blomster. Prøv at trække blomstens underlæbe tilbage, så kan du se de sammenvoksede støvdragere, der ligner en lang og drabelig tand - deraf plantens navn.

Trævlekronen står lyserøde i engen

De fligede blomsterblade giver navn til trævlekronen, der i forsommeren farver engene lysrøde Den har også været kaldt storkeblomst, fordi den blomstrer, når storken er kommet.

Engforglemmigej – en gave til din elskede

Overalt på de fugtige enge kan man finde engforglemmigejens små, lyseblå blomster. Blå har fra gammel tid været troskabens farve. Forglemmigej blev derfor brugt som gave til den elskede.

Kragefod med blade der ligner en fugl fod

Kragefod har navn efter sine blade, der kan minde om en udbredt fuglefod. Den vokser i ådalens våde enge og sumpe og får mørkrøde blomster i juli.

Majgøgeurt - engens fornemmeste blomst

Som kendetegn for den naturlige eng står den violette maj-gøgeurt. Det er en af de første planter, der forsvinder, hvis græsningen ophører og engen gror til. Gøgeurten  blomstrer når gøgen er kommet. Den vokser langsomt og sætter kun én blomsterstand om året – nyd den, men pluk den ikke, den er fredet!

Prikbladet perikon

Prikbladet perikon er meget almindelig i hele Danmark. Det er en flerårig blomst, der vokser på tør, ofte sandet jord langs vejkanter og på græssede arealer. Blomsterknopperne bruges flittigt til at lave kryddersnaps af. Blomsterne bruges i naturmedicinen til heling af sår og mod depression. 

Blåhat

Blåhat er også en meget almindelig blomst. Den er med til at farve sommeren lyserød på enge, græsland og langs vejkanter. Blomsterne tiltrækker mange insekter.