Tofterup - Hovborg
Efter Tofterup fortsætter stien på nordsiden af Holme Å. Der er også mulighed for at følge den røde rute på sydsiden. Fra Tofterup til Hovborg er ådalen fredet. Åen er aldrig blevet reguleret og har derfor dit helt naturlige forløb i ådalen med tilhørende frodige enge omkring. På den sidste del af strækningen følger stien kanten af Baldersbæk Plantage forbi Villa Baldersbæk for at ende i Hovborg.
GPX-fil: Download rute til dit gps-udstyr
Numrene på denne side refererer til numrerne på kortet her.
23. Tofterup Græsningsforening
I de frodige engarealer øst for Tofterup møder du græssende kreaturer, der går i engene. Deres fornemmelste opgave er at holde planterne nede, så der engene holdes åbne. I foråret og sommer vil du kunne finde et væld af farverige og særlige planter, som kun kan vokse her, fordi arealerne bliver græsset af. her kan du finde majgøgeurt, trævlekrone, mjødurt, sump kællingetand, kragefod og mange flere. Det er lokale, som har dannet en græsningsforening for at sikre naturen i engene.
24. Treherredsstenen
Lige ved åbredden neden for Baldersbæk står en sten med 3 ansigter. Stenen er rejst i 1912 af Holger Petersen, på det sted hvor 3 herreder støder sammen. Herreder var tidligere en militær inddeling af landet (hær-red). På treherredsstenen er afbildet 3 mænd, der har betydet meget for egnen og den såkaldte plantagesag: E. M. Dalgas, som vender mod Slaugs Herred, Kromand J.C. Sørensen, som vender mod Skads Herred, og Skovrider I. C. Sørensen, som vender mod Malt Herred. Under hvert hoved er angivet hvilke plantager, der findes i herrederne og hvornår de er anlagt. Stenen er lavet af billedhuggeren Anders Bundgaard.
25. Villa Baldersbæk
Grosserer Holger Petersen investerede både penge og energi på tilplantningen af heden omkring Hovborg. Han fik gjort velhavende folk i København interesserede i sagen og i 1891 købte han en forfalden hedegård og 625 tønder land jord. Her anlagde han Baldersbæk Plantage og byggede den imponerende Villa Baldersbæk. Indkørslen til villaen er prydet med en række sandstensskulpturer, der oprindelig sad på børsbygningen i København.
26. Klelund Dyrehave
Klelund Dyrehave er for alle naturelskere. Her kan du opleve en spændende dyrehave med en varieret natur. Dyrehaven arbejder på at forøge den biologiske mangfoldighed med hjemmehørende arter. Ejerne tror på, at naturen kan tage vare på sig selv, hvis den får plads til at gøre det. Derfor forsøger de at restaurere Klelund, så naturen på sigt igen selv kan tage over.
27. Hovborg Naturudstilling
Lige vest for Hovborg ligger et lille hus med en udstilling om egnen omkring Hovborg. Udstillingen fortæller historier fra området - fra gletchere til agerland og fra hosekræmmere til Dalgas - og til de nuværende beboere i Hovborg.
Der er modeller af buer og pile, som de første jægere på egnen brugte til at jage vildt med, og af oldtidens økser, der blev brugt til at rydde skovene, da agerbruget blev indført. Man kan træne sit naturkendskab før turen på stierne ved at studere udstoppede fugle og dyr, og ved at gætte fodspor, eller se på planter, bær og kogler. Den særligt interesserede kan bladre i en stor kortbog med en mængde oplysninger om egnen før og nu.
På husets bagvæg er et stort maleri, hvor du kan følge tiden fra sidste istid og frem til nutidens Hovborg. Maleriet er lavet af Lars Ringgaard. Der er med andre ord mulighed for at få viden om, hvad en tur langs Holme Å kan byde på.
Udstillingen er meget velegnet til et besøg for familier, skoler og foreninger. Uden for huset er der et grønt område med god plads til at lege, og der er borde og bænke til frokosten. Udstillingen er åben hver dag fra kl. 6.00 til 22.00.
28. Æ jyndovn
Store Jyndovn syd for Hovborg er en 117 m lang og 8 m bred langdysse fra bondestenalderen, og er et af de største oldtidsminder i Sydjylland. Dimensionerne nærmer sig halvanden gang en moderne jumbojet. Dyssen er fra omkring 3500 f.Kr. og et markant vidnesbyrd om det tidligste agerbrugs opfattelse og håndtering af døden.