Skibet - Vejle

Stien går gennem Vejle Ådal, syd for Skibet, langs hovedvejen. Ved Knabberup Sø går den mod nord ind til Vejle ved Trædballe.

GPX-fil: Download rute til dit gps-udstyr

Numrene på denne side refererer til numrerne på kortet her.

54. Knabberup Sø og Kongens Kær

Et sammenhængende sø- og vådområde på i alt ca.100 ha ligger som en miniudgave af amerikanernes Central Park i New York i nærkontakt med selve Vejle by. Tidligere var her græsmarker som blev afvandet ved hjælp af kanaler og pumper, men to store naturgenopretningsprojekter gennemført i årene 2004-2009 har omdannet arealerne til mudderflader, våde enge og søer. Området begrænser udvaskningen af kvælstof, og er som del af Vandmiljøplan II og III med til at skabe et bedre vandmiljø. Stier, broer og udsigtstårne giver gode muligheder for at opleve det rige fugleliv tæt på.

Naturens fugle er hurtige til at kvittere for det nye vådområde. Efter søens indvielse i foråret 2004 er set ikke mindre end 110 forskellige fuglearter i området. Særlige arter, der regelmæssigt fouragerer i området, er fx rørhøg, rød glente og havørn.

 

 

Kongens Kær og Knabberup Sø - et eldorado for fugle

55. Vejle 

Kyst til Kyst Stien ender eller begynder i Vejle. Navnet Vejle (Wæthæl) kommer af vadested. Vejle er anlagt i løbet af 1100-tallet i Vejle Ådal, der hvor Grejs Å og Vejle Å løber ud i Vejle Fjord. Ved nedlæggelsen af Koldinghus Amt i 1796 blev Vejle områdets administrative centrum, skønt byen var Amtets mindste købstad. Byen havde store økonomiske problemer, det stod ringe til med både handel og skibsfart. Årsagen var især dårlige transportforhold til og fra byen. Ny havn og anlæggelse af jernbanen fra Fredericia til Århus i 1868, blev forudsætningen for Vejles udvikling til industriby med tekstil-, metal- og jern som væsentligste erhverv.

56. Økolariet

Økolariet er et enestående viden- og oplevelsescenter om natur, miljø og energi, placeret centralt i Vejle by, blot et stenkast fra Vejles banegård. Her er gratis adgang.

57. Fjordenhus

Længst mod øst går Kyst til Kyst Stien gennem Vejle. Her kan du begynde eller afslutte vandreturen ved havnefronten, hvor de ikoniske og prisbelønnede byggerier - Fjordenhus og Bølgen - ligger helt ud til Vejle Fjord.

Foldere over vandreruter i området

Vejle Ådal, Kongens Kær, Knabberup og Haraldskær. 
Bindeballestien.

Slut eller start turen med et besøg på Økolariet