Hostrup - Tofterup
Fra stemmeværket ved Hostrup følger stien Holme Å på sydsiden af ådalen, hvor du kommer forbi Abild Hede. Herefter fører stien over åen og du følger åen på nordsiden til Tofterup. Her ligger Vester Starup Kirke smukt ned til åen. Efter Tofterup fortsætter stien på nordsiden af åen. Der er også mulighed for at følge den røde rute på sydsiden.
GPX-fil: Download rute til dit gps-udstyr
Numrene på denne side refererer til numrene på kortet her.
21. Hostrup Stemmeværk
Det er her Holme Kanal starter og får sit vand fra Holme Å. Vandet ledes 7 km til Karlsgårde Sø. Kanalen og stemmeværket blev etableret i 1921. Det er tydeligt at se, hvordan åens vand bliver ledt videre i kanalen og kun ca. 5 % fortsætter i Holme Å. Sandfanget lige vest for stemmeværket sørger for at fange en del af det sand, som bliver ledt med åvandet, så det ikke slemmer til i kanalen eller andre steder. Varde kommune arbejder på at få et projekt op at stå, hvor kanalen skal nedlægges og alt vandt skal ledes tilbage til Holme Å.
22. Vester Starup Kirke
Med udsigt ud over Holme Å, ligger den lille landsbykirke med den imponerende altertavle fra ca. 1520. Tårnet blev ombygget efter en storm i 1850, men resten af kirken er fra Romansk tid ca. år 1200 og bygget af granitkvadre og marksten. Du kan også besøge Sankt Syllatzs Kilde, som i dag er udtørret, men i middelalderen tiltrak syge og krøblinger fra hele området.