Blåvandshuk - Oksby Klitplantage

Kyst til Kyst-stien starter – eller slutter – ved Danmarks vestligste punkt Blåvandshuk. Herfra går turen langs den fine sandstrand mod øst. Er vinden med dig, kan du her være heldig at finde rav. Stien drejer væk fra stranden ved Mulddyrbunkerne og fortsætter mod nord op gennem klitterne til Oksby Klitplantage.

GPX-fil: Download rute til dit gps-udstyr

Numrene her på siden refererer til numrerne på kortet her.

  1. Blåvandshuk Fyr

Det 39 meter høje tårn blev bygget i år 1900. Først i 1948 fik tårnet en elektrisk fyrlampe. Fyret udsender 3 blink hvert 20. sekund og lyset kan ses 40 km ud over havet. Oprindeligt var fyret bemandet med 1 fyrmester, 2 fyrpassere og 1 medhjælper. I dag er det fuld automatisk. Det er muligt at tage turen op i fyret og nyde den imponerende udsigt ud over Vesterhavet og klitlandskabet.

Læs mere hos Vardemuseerne

  1. Blåvand Naturcenter

På Naturcenteret i Blåvand kan du besøge naturudstillingen, der handler om områdets rige fugle- og dyreliv og den særlige flora samt klitlandskaberne ved Vestkysten. Centeret består desuden også af en naturskole med tilknyttet naturvejleder og en fuglestation. Efter ringmærkning af fugle ved Blåvandshuk gennem en årelang periode, ligger centeret inde med stor viden om fuglenes trækruter. Der er registreret omkring 340 forskellige fuglearter her.

  1. Badepunkt

Stranden ved Blåvandshuk og Hvidbjerg er begge Badepunkter. Det betyder, at stranden opfylder en række krav til badevandskvalitet, sikkerhed, ordnede toilet forhold samt mulighed for særlige frilufts-, natur- og kulturoplevelser mv.

Læs mere på Badepunkt | Friluftsrådet (friluftsraadet.dk)

  1. Tirpitzstillingen

Den gamle kanonstilling ligger som en kolos i sandet og gemmer på historier fra Atlantvolden, Hitlers enorme bunkers-projekt. Indgangen til bunkeren er gennem en underjordisk udstillingstunnel fra Tirpitz. Udstillingen er moderne og interaktiv. Her går du selv på opdagelse efter svar på de mange spørgsmål stedet gemmer. Når du har fået bunkers nok, kan du også besøge ”Havets guld” en fascinerende udstilling om rav. Tirpitz er en del af Vardemuseerne.

Læs mere her hos Vardemuseerne.